Boldklubben B1938

B1938 er navnet på Idestrup’s lokale fodboldklub. Klubben startede sine spæde spark på græsmarkerne i Sdr. Tåstrup og Sillestrup, hvor spillerne startede med at gå rundt og fjerne kolort før kampen kunne begynde. Efter nogen tid fik B1938 et lokale i kælderen på skolen og midt i halvfjerdserne fik Klubben sin Pavillon, som blev sat hvor Klubhuset er i dag.

I dag har klubben 4 baner. Pavillonen er blevet udbygget, så Klubhuset nu indeholder 4 omklædningsrum, kiosk, mødelokale, en lukket terrasse og 1 overdækket terrasse. Derudover har klubben også en Magasinhal, som Støtteforeningen råder over til alle de effekter, som bliver samlet ind til de 2 årlige Loppemarkeder.

Udbygning af Klubhus og bygning af Magasinhal er alt sammen lavet af frivillige i lokalsamfundet.

Klubbens Ungdomsafdeling er i vækst. Her har vi nu et Podehold (U7) som er ved at runde de 30 spillere. Det er vækst på over 50 % inden for det seneste år, hvilket er utroligt flot set i betragtning af, at vi høre, at der bliver færre børn i vores nærmiljø. Det vi ser, er en vækst, som smitter af på vores Ungdomsafdeling. Vores Ungdomsafdeling består i dag af 108 medlemmer.

Klubben har en lige så stor Senior afdelingen, som er repræsenteret med et HLFS hold, et serie 3 og et serie 4 hold, samt et Damesenior hold. Vi har desuden også et Old Boys og et Veteran hold. I Senior afdelingen er der idag 103 medlemmer. Det skal nævnes, at gennemsnitsalderen i Senior afdelingen ligger på 28,7 år.

Så er der vores Kondi afdeling som hedder Guldborgsund Løberne. Her er der sket en utrolig vækst over de sidste 2 år. Guldborgsund Løberne tæller nu 121 medlemmer i aldersgruppen 15 til 66 år.

Som man kan se, så består klubben af 3 afdelinger og håber på at kunne udvide med en håndboldafdeling, her til vinter.

Boldklubben B1938 drives af frivillige fra vores lokalsamfund, som alle har en interesse i, at bibeholde et dynamisk og socialt samfund. 2 gange om året samler støtteforeningen over 90 medhjælpere til de årlige Loppemarkeder, der er indsamling af ”Loppe” effekter hver lørdag, hele året rundt. Der er trænere, holdledere, bestyrelsesmedlemmer, foreningsmedlemmer, frivillige i klubbens kiosk osv osv. Der bliver lagt Ca. 12.100 timers frivillig arbejdskraft om året i klubben.

Hvis I er interesseret i at læse mere om B1938, så kig ind på vores hjemmeside – Læs også mere om B1938′s Forældreforening.

Ulla Houldcroft
Kasser B1938